Hej alle I søde mennesker, der nu sidder og læser dette indlæg.
Dette indlæg kommer til at handle om min historie i forhold til psykiske sygdomme, jeg vil være helt ærlig og ligger ikke låg på noget, håber I vil læse med videre :-)
Jeg var omkring 11 år, da jeg begyndte at få OCD-symptomer. Det var jeg bare ikke selv klar over på det tidspunkt. Jeg gik i min egen verden og troede at det var helt normalt at vaske hænder 30-40 gange om dagen og at afholde sig fra stort set alt socialt i klassen, fordi man var bange for at de andre rørte en så man blev "beskidt". Jeg var nok en smule naiv og skænkede aldrig OCD en tanke. På det tidspunkt var jeg jo bare et barn, der skulle lege med de andre - ikke en, der skulle bruge flere timer på badeværelset. Men sådan blev det. OCD'en overtog ligeså stille min hverdag, men jeg nåede, på det tidspunkt, ikke til det punkt hvor jeg knækkede. Jeg gik stadig og troede alt var normalt. Det var det bare ikke, det viste sig senere at det skulle koste mig 4 år af min kostbare ungdom.
Jeg var ca. 12, da jeg fandt ud af at jeg havde OCD. Jeg fandt ud af det på en temmelig besynderlig måde. Vi sidder en dag i dansk, hvor vi har haft tre praktikanter i et par uger, vi kommer tilfældigt ind på psykiske sygdomme og en af praktikanterne spørger så om en af os kan svare på hvad OCD er. En af drengene svarer dertil at det er når man bl.a. har tvangstanker om snavs og vasker overdrevet meget hænder. PLING! Den beskrivelse passede jo perfekt på mig, fra den dag var det som om at jeg godt var klar over at jeg havde OCD, og sådan var det bare. Fra den dag accepterede jeg ligesom bare at jeg havde OCD, jeg anede intet om at det rent faktisk kunne behandles. Min mor fik heller ikke noget at vide, for det var sikkert bare en bagatel, tænkte jeg. Jeg fandt hurtigt ud af at det at have OCD ikke bare var en bagatel, tværtimod, det smadrede mit liv fuldstændig.
Da jeg var 13-15 år toppede min OCD. Det var den, der styrede mit liv, ikke mig. Jeg gik i skole, da det selvfølgelig var nødvendigt, ellers tilbragte jeg min dag på badeværelset eller i sengen. Sammen med veninder kunne jeg ikke være, for så skulle jeg uden for, og så kom jeg stensikkert til at føle mig beskidt. Jeg kunne knap nok klare skoledagen. Det var et helved i timerne og i frikvartererne gemte jeg mig for de andre, så jeg ikke kom i nærheden af nogle mennesker.
Man skulle tro at mit værelse så måske var mit "helle", men det var det langt fra. Stort set alt på mit værelse var blevet beskidt, fordi OCD-snavset var smittet af videre på alle mine ting. Jeg skulle hele tiden tænke på "Hvad er beskidt og hvad er rent", jeg havde ikke fred i to sek., det kørte hele tiden rundt i hovedet på mig.
Mine hænder blev jo også ødelagt af at jeg vaskede så overdrevent meget hænder, de revnede hver eneste dag og var ligeså ruge som sandpapir, jeg overdriver ikke. Det værste var at jeg ikke kunne smøre dem, for hver gang jeg smurte dem følte jeg at jeg kom til at røre ved noget beskidt og så skulle jeg alligevel ud at vaske hænder, så det opgav jeg hurtigt.
Mine familie og venner lagde selvfølgelig mærke til at mine hænder nærmere mindede om nogen, der tilhørte en der var væsentlig ældre end mig, de kommenterede det da også og spurgte ind til det, men jeg kunne jo ikke svare dem. Sandheden var at jeg ikke vidste hvorfor jeg vaskede hænder 30-40 gange om dagen. Det var jo ikke noget jeg gjorde fordi jeg synes det var sjovt. Jeg følte mig nødsaget til det, hvis der ikke skulle komme en meget ubehagelig fornemmelse efterfølgende. Det kunne jeg ikke fortælle min veninder, så jeg begyndte så småt at snige mig udenom et svar, når de spurgte. Hvis min mor eller hendes mand derimod spurgte begyndte jeg at fare op, råbe, skrige, græde. Jeg kunne ikke styre mine følelser, alt væltede ud. De synes jo det var utrolig unormalt, hvilket det jo også er, men når man står midt i helvede helt alene i forvejen og så føler at ens nærmeste også er imod en, så går ens verden under. Det gjorde min i hvert fald.
I vinteren 2011 gik jeg ned med en depression. Det var sindssygt hårdt, fordi jeg er en pige, der er meget pligtopfyldende på alle punkter, så at indse jeg aldrig havde lyst eller overskud til at gå i skole, lave lektier eller noget som helst andet det tog meget hårdt på mig. Jeg følte at livet var totalt meningsløst. Jeg kunne ikke se alt det gode, jeg var i mit eget sorte hul, det eneste, der var rundt om mig var mørke, mørke, mørke og atter mørke. Jeg kunne ikke sove om natten, fordi tankerne kørte rundt i hovedet på mig som en i helvede. Jeg sad i flere timer bare og stirrede ud i luften imens jeg hørte det mest deprimerende musik jeg overhovedet kunne. Jeg gik kun i skole fordi jeg er så pligtopfyldende som jeg er, men flere dage havde jeg det så dårligt, at jeg blev hjemme, jeg magtede ikke at skulle over et sted hvor folk havde forventninger til mig. Forventninger til at jeg kunne svare på det ene eller det andet, for det kunne jeg ikke. OCD'en og depressionen tog alt min tid, der var ikke tid eller overskud til noget som helst andet. Alt det jeg før elskede at gøre blev fuldstændig ligegyldigt, jeg blev næsten ligeglad med alting. Jeg fik flere gange tanker om at det vil være meget nemmere hvis jeg ikke var her mere. Alle vil blive lykkeligere, det troede jeg, men jeg vidste også godt inderst inde at jeg aldrig kunne finde på at tage mit eget liv. Det elskede jeg min familie for højt til, de betyder alt<3. Depressionen varede godt ind i januar, derefter begyndte det at gå bedre ligeså stille.
I december startede jeg også samtaler med min læge. Hun kunne jo godt mærke at der var noget galt. Jeg kom der ca. en gang hver 2. uge. Hun fandt senere en, der arbejdede med kognitiv adfærdsterapi og mente, jeg skulle prøve det. Jeg gik med til det og synes egentlig at det var okay de første par gange, men efter et par gange skulle min mor også med, derefter gik det knap så godt. Jeg ved ikke hvad der skete, om vi havde taget fejl af hinanden, men terapeuten så min OCD som dovenskab, jeg fik at vide at jeg skulle lære at gøre dit og dat. Jeg sagde bare ja imens raseriet blev større og større, jeg tænkte flere gange "Hvad pokker bilder hun sig ind, jeg kæmper hver dag for overhovedet at stå op om morgenen og hun får det til at lyde som om alt kunne ændre sig på 2. min.", jeg var utrolig rasende og det gik ud over min mor, når vi sad i bilen på vej hjem. Jeg kunne ikke forstå hvorfor de ikke kunne se at jeg ikke var doven, men havde brug for hjælp. Jeg var så langt ude at jeg slet ikke tør tænke tilbage på det. Efter 4-5 gange derude stoppede vi. Min læge havde nemlig henvist mig ud til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital. Jeg kom derud og fik min første samtale med en rigtig psykolog. Det var så lettende! Virkelig! Hun lod mig tale, forstod mig og kunne fortælle mig stort set samme dag at jeg led af OCD. Jeg blev så glad, for nu vidste jeg at jeg fik hjælp. Nogle uger efter startede den rigtige behandling, inden da havde de haft mig på deres ugentlige møde hvor de i fællesskab konkludere hvad hver enkelt har med sig af psykiske problemer.
Jeg fik at vide at de var kommet frem til at jeg havde svær OCD (delt op i tre sværhedsgrader; mild, mellem og svær OCD), en udrindende depression, en snert af social fobi og en snert af angst. Det var noget af en mundfuld at få, men på den anden side følte jeg det også ret lettende, for så var der et svar på hvorfor jeg havde det som jeg havde det - og bedst af alt: Jeg kunne kun få det bedre.
Jeg begyndte til ugentlige samtaler derude, hvor vi udelukkende bekæmpede min OCD. Det gik fremad fra uge til uge, det samme gjorde mit humør. Jeg blev mere og mere social og var ikke længere ligeså bange for at en af mine klassekammerater rørte mig. Det var det fedeste, virkelig! Jeg fik livet igen, det er jeg så uendelig taknemmelig for! :-) Jeg er netop stoppet med behandlingerne for et par uger siden og har i dag stort set ingen OCD. Depressionen er for længst forsvundet og jeg lever nu et helt normalt liv med venner, familie, skole og arbejde - Jeg kunne ikke ønske mig det bedre<3
Jeg er så dybt taknemmelig for at min læge ikke opgav, men gjorde alt hvad hun kunne for at hjælpe mig, det er helt klart hendes skyld at jeg er hvor jeg er i dag! Af hjertet TAK!
